Alle mennesker lærer og udvikler sig livet igennem. Hjernen udvikler sig ved brug og forstærker forbindelserne mellem neuronerne ved gentagelser. Læringspotentialet udfolder sig gennem de samspil og interaktioner vi har sammen med andre.
At skabe miljøer og fællesskaber i omgivelserne som tilpasser sig borgere med funktionsnedsættelser, er en pædagogisk tilgang og har betydning for adfærd, personlighed, reaktionsmønstre, følelsesmæssige tilstande, helbred og påvirker vores psykosociale forhold.
Vi tager udgangspunkt i en neuropædagogisk forståelses ramme, hvor ressourcer, udfordringer og motivation åbner mulighed for at borgeren bliver en aktiv deltager.
Vi inddrager refleksions materiale, hvor vi sammen konkretiserer situations udfordringer og er undersøgende på kompleksiteterne i praksis.
Refleksions materialet er fra BOMI -hjerneskadecentre.
Gennem vidensdeling og neuropædagogisk refleksion undersøges praksis på forskellige niveauer eksempelvis: hvilken krav stiller situationen? Hypoteser om adfærden eksempelvis følelsen af kaos og tab af kontrol? Overvejelser ift. neuropædagogisk støtte og tilgang eksempelvis gennem viden om centralnervesystemets påvirkninger af enten ro/hvile eller kamp/flugt.
I den neuropædagogiske refleksion er det vigtig, ikke på forhånd at drage konklusioner og se grænser, da de let kan komme til at skabe selvopfyldende profetier.