Forskelligheden i borgernes behov, giver en bred tilgang til det pædagogiske arbejde og en bred vifte af benyttede pædagogiske metoder.
Metodeudvikling stopper aldrig, men herunder giver vi et samlet blik på de metoder, der anvendes i arbejdet på SPUC.
Pædagogisk arbejde i bo- og boligfælleskaberne
Vores primære mål for det pædagogiske arbejde er, at sikre borgernes trivsel og udvikling gennem støtte og vejledning. For at nå dette mål, arbejder vi blandt andet med, at udvikle borgernes sociale færdigheder, styrke deres netværk, selvhjulpenhed og selvbestemmelse, og deraf følgende selvstændighed samt at styrke deres selvværd og selvtillid.
Det er vigtigt med vedligeholdelse af færdigheder og præsentation af nye muligheder og udfordringer. I hverdagen hjælper vi med strukturen, så borgeren oplever så mange succeser som muligt.
- Vi sikrer, at der er fokus på kost og motion i hverdagen for at styrke den fysiske/psykiske velvære
- Vi sikrer medbestemmelse f.eks. gennem husmøder
- Vi støtter borgerne i at træffe egne beslutninger og tage ansvar for dem, så den enkelte kan drage læring af det
Relationsarbejde
Relationsarbejdet kan betegnes som fundamentet for det pædagogiske arbejde.
Vores udgangspunkt er at få opbygget nære anerkendende relationer til borgerne. Vi er af den opfattelse at disse nære anerkendende relationer udgør den ”sikre base”, som er en forudsætning for barnets – her den udviklingshæmmede beboers – videreudvikling. Den ”sikre base” skal her forstås som en nær relation, hvor pædagogen stiller sig til rådighed, og er parat til at reagere, opmuntre, motivere og trøste. På denne måde kan man skabe en tryg platform, hvorfra borgerne kan generere modet og lysten til at træffe egne beslutninger, handle selvstændigt, og tage ansvar for eget liv. Hermed udvikler borgerne nye færdigheder og bliver mere selvhjulpne og selvbestemmende, hvilket øger deres selvværd og selvtillid.
Vi ser desuden den nære relation, som et vigtigt redskab i forhold til borgernes identitetsdannelse, idet mennesket skaber og udvikler sin selvopfattelse og identitet i et konstant samspil med sine omgivelser. Det spejler sig i vores medmennesker, og vi får herigennem tilbagemeldinger på vores ytringer og adfærd. Disse tilbagemeldinger bruges blandt andet til at reflektere over egne handlinger og dermed danne et selvbillede.
Sagt på en anden måde er menneskets udvikling af selvopfattelse og identitet et direkte produkt af vores aktive erfaringer fra samværspraksis, idet denne udvikling foregår i relationer. En nær anerkendende relation vil derfor kunne bidrage til en positiv identitetsdannelse, og et dermed øget selvværd.
I arbejdet med de nære anerkendende relationer består balancen i at få opbygget en ligeværdig relation på trods af den ulighed, der altid vil være til stede i relationen mellem borgeren og pædagogen. Derfor må relationen på den ene side være båret af en erkendelse af ulighed, i betydningen forskellighed, i forholdet mellem medarbejderne og borgerne.
På den anden side må relationen være båret af en erkendelse af ligeværdighed i forholdet. Dette forudsætter at vi mestrer, at få opbygget en personrelation sideløbende med en kompetencerelation. Hvilket indebærer, at den enkelte pædagog er bevidst om sin egen faglighed og sine personlige grænser.
Ressourceorienteret fokus
Samtlige borgere besidder færdigheder, som de mestrer i højere grad end de øvrige borgere. Derfor forsøger vi, så vidt det er muligt og hensigtsmæssigt, at henvise en borger, der har brug for hjælp, til en borger, der vil være i stand til at yde den ønskede hjælp på en ordentlig måde.
Hjælpen kan bestå af alt lige fra hjælp til at betjene opvaskemaskinen eller mikrobølgeovnen, hjælp til at installere kanaler på sit fjernsyn eller lære, at betjene sin nye mobiltelefon, hjælp til at komme til Helsingør med offentlige transportmidler, hjælp til at lægge sengetøj på, eller hjælp til at sige til og fra. Gennem denne ressourceorienterede tilgang får vi tydeliggjort de enkelte borgeres færdigheder, både overfor dem selv og overfor deres medbeboere.
Den borger, der yder hjælpen, får en succesoplevelse med at løse den pågældende opgave, og oplever samtidig glæden ved at kunne hjælpe andre. Hermed styrkes borgerens sociale færdigheder, selvværd og selvtillid. Den borger, der modtager hjælpen, bliver bevidst om den anden borgers ressourcer, og kan derigennem opleve en større uafhængighed af os hjemmevejledere.
Samlet set udvikler det borgerens kollektive selvhjulpenhed, ligesom det skaber en større fællesskabsfølelse og gensidig anerkendelse borgerne imellem.
Sansemotorik
Sansemotorik tager afsæt i udviklingsteorier, og har udgangspunkt i individets motorik og sanseintegration. Det er hjernestammens bearbejdelse af sansemotorikken, som ligger til grund for, hvordan vi agerer i forhold til vores omgivelser, og vores opfattelse af os selv er. Fra kroppen og omgivelserne kommer der hele tiden sanseimpulser til hjerne-stammen.
Vi har 7 sanser, som kan inddeles i primære og sekundære sanser.
De primære er:
- Labyrintsansen
- Taktilsansen
- Kinæstesisansen
De sekundære er:
- Synssansen
- Høresansen
- smagesansen
- Lugtesansen
Impulserne grovsorteres i hjernestammen (undtagen lugtesansen) og regulerer vores vågenhed, parathed og opmærksomhed (arousal). Passende arousal er en forudsætning for, at hjernen kan bearbejde den stimuli vi får via vores 7 sanser. Herefter kan vi handle relevant på en given situation.
Der er en margen i forhold til den sansestimuli vi modtager og hvornår vi opfatter stimuli. Den samme stimulus kan virke meget forskelligt på to personer. Det afhænger af den enkeltes forudsætninger for at modtage og bearbejde stimuli. Hensigten med sansemotorik er at vurdere borgerens evne til at modtage og bearbejde stimuli.
For meget/lidt eller forkert stimuli kan være ødelæggende for muligheden for adaptiv respons, som betyder, at reagere passende på en given stimulus. Er der ikke adaptiv respons, må stimuli ændres eller gradueres. Dette gøres gennem pædagogiske tiltag, som målretter sansestimuleringen til den enkelte. Herved vil hjernens evne til at organisere og integrere sanseindtryk styrkes.
En sansemotorisk vurdering starter med at indsamle baggrundsviden på borgeren: Livshistorie/livsforløb, helbreds oplysninger, diagnose, motorisk udvikling, fysisk udvikling, temperament, vaner/mønstre, sove-, spise- og døgnrytme, aktivitetsniveau osv.
Hvis det er muligt interviewes: Brugeren, forældre/pårørende, bosted, arbejdssted. Interviewene bidrager til at beskrivelsen af borgeren bliver så fyldestgørende som muligt.
Herefter udføres en sansemotorisk test, som omfatter de primære sanser, reflekser, reaktioner, kroppens tosidede samarbejde, kropsbevidsthed, rum og retningssansen, rytme, øjenmotorik (samsyn), finmotorik, håndmotorik, fodstilling, akillessene, haser, hofte og tonus.
Testningen optages på video, hvis borgeren tillader det. Video optagelserne bruges som et pædagogisk redskab, både til at reflektere over samspillet mellem motorikarbejderen og borgeren, og endvidere som visuelt materiale til videregivelse af borgerens hovedproblem (Marte Meo metoden).
Borgerens sansemotoriske hovedproblem sammenholdes med baggrundsviden og interview(ene). Herefter udarbejdes et trænings program, som tager sit afsæt i borgerens motivation, interesser og hverdags gøremål.
Målet er at skabe bedre kommunikation, samspil og forståelse mellem omgivelserne og borgeren.
Jeg støttende samtaler
Jeg støttende samtale er en metode til at give lindring, når det gør ondt indeni.
Den grundlæggende ide er, at understøtte den enkelte i at sætte ord på stemninger, følelser og kropsprog. Samtalen giver mulighed for, at personen oplever sig som betydningsfuld, at han/hun er noget værd. At der er mulighed for at erkende sig selv som et aktivt handlende menneske med ønsker, drømme og visioner for fremtiden.
Metoden er kendetegnet ved at understøtte den enkelte i at finde egne ressourcer. At personer bliver rummet i deres egne følelser.
Det er en forudsætning, at samtalepartneren er en anden end den daglige hjemmevejleder.
Ramme
Jeg støttende samtale skal forgå i et neutralt rum. Det er vigtigt at samtalen ikke bliver forstyrret. Tiden kan variere mellem 3 kvarter til en time. Samtalen skal planlægges over et længere forløb, herunder også tidspunkt for start og afslutning. Det der tales om ved samtalen er fortroligt og kan under ingen omstændigheder forsætte uden for rummet.
Samtalepartnerens rolle
Samtalepartneren skal via sin viden og empati give den udviklingshæmmede sin fulde opmærksomhed, så personen føler sig set, hørt og forstået. Samtalepartneren skal personligt og fagligt tåle, og have respekt for den udviklingshæmmedes måde at se, høre og føle verden på. Samtalepartneren er opmærksom på og har respekt for, hvornår personen er klar og ikke klar til at tale om det der gør ondt.
- Når den udviklingshæmmede er kommet frem til et løsningsforslag, er samtalepartnerens rolle at sikre at der er kigget på forslaget fra mange forskellige vinkler, og at det er konkret og brugbart, så den udviklingshæmmede bliver i stand til at handle ud fra den problemstilling han/hun står i
- At samtalepartneren har respekt og anerkender den udviklingshæmmedes tempo og formående
- Husk på, at dem du taler med er eksperter i, at være udviklingshæmmede, og du kan måske lære noget
Neuropædagogik
Alle mennesker lærer og udvikler sig livet igennem. Hjernen udvikler sig ved brug og forstærker forbindelserne mellem neuronerne ved gentagelser. Læringspotentialet udfolder sig gennem de samspil og interaktioner vi har sammen med andre.
At skabe miljøer og fællesskaber i omgivelserne som tilpasser sig borgere med funktionsnedsættelser, er en pædagogisk tilgang og har betydning for adfærd, personlighed, reaktionsmønstre, følelsesmæssige tilstande, helbred og påvirker vores psykosociale forhold.
Vi tager udgangspunkt i en neuropædagogisk forståelses ramme, hvor ressourcer, udfordringer og motivation åbner mulighed for at borgeren bliver en aktiv deltager.
Vi inddrager refleksions materiale, hvor vi sammen konkretiserer situations udfordringer og er undersøgende på kompleksiteterne i praksis.
Refleksions materialet er fra BOMI -hjerneskadecentre.
Gennem vidensdeling og neuropædagogisk refleksion undersøges praksis på forskellige niveauer eksempelvis: hvilken krav stiller situationen? Hypoteser om adfærden eksempelvis følelsen af kaos og tab af kontrol? Overvejelser ift. neuropædagogisk støtte og tilgang eksempelvis gennem viden om centralnervesystemets påvirkninger af enten ro/hvile eller kamp/flugt.
I den neuropædagogiske refleksion er det vigtig, ikke på forhånd at drage konklusioner og se grænser, da de let kan komme til at skabe selvopfyldende profetier.
Kommunikation
At kunne kommunikere, i betydningen, at kunne gøre sig forståelig overfor andre mennesker, er en grundlæggende rettighed for alle. At kunne kommunikere sikrer, at den enkelte borger – uanset handicap – kan deltage i samfundslivet og have medbestemmelse i eget liv.
Som ansatte på SPUC er det derfor vores opgave, at arbejde med kommunikation, så vi giver hver enkelt borger de ovennævnte muligheder/rettigheder.
For de borgere der er tilknyttet SPUC, er der stor forskel på evnen til, at udtrykke sig verbalt og evnen til, at forstå det talte sprog. Det er derfor helt essentielt, at medarbejderne har kompetencerne til at kunne imødekomme borgerne på dét niveau hver enkelt har brug for.
Al kommunikation er tilpasset den enkelte borger, og behovet for de understøttende metoder og materiale varierer meget fra borger til borger. Dog bruges der altid tale (toneleje, kropsprog).
- 7 % af det, andre mennesker ubevidst opfatter, er de ord, der bruges, når man taler
- 38 % af det, de opfatter, er det toneleje, der bruges, når der tales
- 55 % af det, de opfatter, når der tales, er det kropssprog, som personen benytter sig af
Her gives eksempler på, hvordan kommunikation kan understøttes:
Tegn til Tale
Tegn til Tale er håndtegn og tale, hvor håndtegnene understøtter/understreger de vigtigste ord i en sætning, f.eks.: ”Vil du have en kop kaffe?” (Hele sætningen siges med ord. Understregningerne = tegn.). Derudover ligges der vægt på mimik, kropsprog og toneleje.
Borgere som ikke har en almindelig talesprogsudvikling kan igennem Tegn til Tale udtrykke deres ønsker og få større indflydelse.
Medarbejderne bruger Tegn til Tale i dialogen med de fleste borgere. Det understøtter det talte sprog, og dermed opnås større forståelse mellem medarbejdere og borgere.
Medarbejderne lærer og udvikler deres Tegn til Tale igennem kurser, personalemøder og i daglig praksis.
For at gøre hverdagen overskuelig, kan man anvende en tavle med medarbejdernes arbejdsplan for en uge ad gangen. Ugedagene vises med tegn. Både borgere og medarbejdere har tegnnavne (dvs. et tegn som betyder ens navn), og de er vist på billeder, bl.a. på tavlen med arbejdsplanen.
Kalenderbøger viser hvad man skal en uge frem, og hvor lang tid der er til en bestemt aktivitet. Kalenderbøgerne tages ofte frem i samtaler og kan benyttes både med skrift og billeder afhængig af borgerens behov.
Pictrogrammer (billeder med symboler for forskellige ting, aktiviteter, steder, personer osv.) kan bruges i beboernes kalenderbøger, samt i invitationer til møder og bruger-udviklings samtaler. De fleste pictrogrammer, kan hentes på Boardmaker CD-rommen.
Boardmaker CD rommen har flere tusinde pictrogrammer, som kan bruges til at vise borgeren en bestemt aktivitet, et besøg eller et møde. De er også velegnede i samtaler med borgerne, og kan hjælpe dem med at sætte ord på nogle ting, skabe forståelse, eller til at vælge til og fra.
Billeder og konkreter
Billeder og konkreter kan bruges til at skabe overblik over, hvilke medarbejdere, der kommer på arbejde i løbet af ugen. Desuden kan der tages billeder af aktiviteter, så de kan hænges op rundt omkring i huset, og bruges i samtaler med borgerne.
I nogle situationer bruges konkreter (altså de konkrete ting til en bestemt aktivitet), f.eks. at vise tandbørsten når borgeren skal børste tænder, vise bolden når der skal laves boldgymnastik osv.